Birgitte som forfatter

Jeg har altid skrevet - både i dagbogsform, små historier og romaner, der i en del år lå i skrivebordsskuffen, men som efterhånden er blevet taget frem. Dagbogsformen brugte jeg i rigt mål, da jeg skulle skrive min bog ” Min pige! dem får du aldrig solgt"

 

Min pige! dem får du aldrig solgt

”Min pige! dem får du aldrig solgt” er historien om designeren Birgitte Frigast og hendes kendte og elskede designnisser, der tog verden med storm. Men mindre kendt er det helt usædvanlige eventyr, der ligger bag deres tilblivelse.

Men det er også en bredere historie: om en fraskilt billedkunstner og enlig mor, som ”måtte finde på noget” for at betale sine regninger. ”Noget” blev en nisse.

I bogen: ”Min pige, dem får du aldrig solgt” tager Birgitte Frigast os med bag kulisserne på ”hele turen” – fra den første nisse, som blev skabt hjemme ved køkkenbordet i Jyderup og solgt i den lokale boghandel, til de store eksklusive modeller, det internationale marked og firmaets egen fabrik i Kina.

Birgitte flyttede til Kina og som både stifter og leder måtte ”den danske dame” lære at tackle både korruption, tyveri og hundemord; lære at smugle illegale varer, bestikke de rette folk, og undgå kinesisk fængsel samt stifte bekendtskab med - mordtrusler og tæskehold, fattigdom og fugleinfluenza.  -Men også med glæde, venskab, loyalitet og overlevelseskraft.

 ”Min pige! dem får du aldrig solgt” er en inspirerende og befriende ”uklassisk” forretningsfortælling, hvor en ”sulten kunstner” får en idé og drager ud i verden for at gennemføre den og bliver sin egen ”sociale modsætning”: Den succesfulde, ”benhårde” forretningskvinde. Forfatteren er en vanvittigt modig, vedholdende og lidenskabelig kvinde, der lærer sin læser at ville, turde og gøre. Alting er fortalt i øjenhøjde, hvilket forstærker den gode fornemmelse af, at eventyret kan åbne sig for os alle sammen, hvis vi vil det, tør det, gør det. Man oplever sandheden i det gamle ordsprog: Hvor der er en vilje er der også en vej.

H.C. Andersen bogen

Jeg har desuden skrevet, illustreret og udgivet 5 bøger med små historier om mine nisser.

En H.C Andersen bog, hvor designet og illustrationen var den store opgave, da H.C. Andersen jo har leveret historierne. Hovedbogen med de 12 små bøger, ligger i et cover der er illustreret og klippet for at passe til H.C. Andersens mange fine klip.

De fleste af bøgerne kan købes i butikken i Tisvildeleje. Der er dog visse af de små nissebøger der er udsolgt.  

Nissebøgerne.